For første gang siden 2017 får en dansk film mulighed for at vinde en Oscar for Bedste Internationale Film.
Thomas Vinterbergs “Druk” blev mandag nomineret til den prestigefyldte statuette. Og instruktøren selv blev hædret med en nominering for Bedste Instruktør.
Det huer imidlertid ikke anmelderen ved det amerikanske magasin The New Yorker.
– Hvad angår de nominerede (for Bedste Instruktør, red.) er der kun én – Thomas Vinterberg – der ikke også er nomineret til Bedste Film. Den er nomineret til Bedste Internationale Film, men jeg mener ikke, at den hører hjemme i nogen af kategorierne, skriver magasinets anmelder Richard Brody.
Andre anmeldere har dog været mere positivt stemte. New York Times kaldte filmen en “sød og underligt ydmyg tragikomedie om fornøjelserne ved banal overdådighed”, da avisen anmeldte den i december 2020.
/ritzau/











