Der har frem til søndag morgen klokken været 1,78 millioner besøg på Skattestyrelsens hjemmeside for at tjekke årsopgørelsen.
Det oplyser Skattestyrelsen på Twitter. Tallene dækker besøg til og med klokken 7.
Der blev åbnet for at tjekke årsopgørelsen fredag aften, og der var timelange køer både fredag og lørdag.
Søndag er ventetiden blevet en del kortere. Søndag formiddag er der under et kvarters ventetid for at komme ind på siden.
Der er indtil videre foretaget 462.923 ændringer i årsopgørelserne. Modsat normalen skal man i år selv indtaste kørselsfradrag, som normalt plejer at blive opgjort automatisk.
Det skyldes, at mange har arbejdet hjemme under coronaudbruddet, og derfor har der været færre dage, hvor man har været berettiget til at foretage fradraget.
For at kunne få et fradrag skal man have mere end 24 kilometer til og fra arbejde. Det har omkring 1,2 millioner danskere.
Normalt plejer omkring tre fjerdedele at få penge tilbage i skat. Hvis man skal have skat retur, vil pengene bliver udbetalt fra 9. april.
/ritzau/











