Siden midten af februar har præsident Joe Bidens administration uden for offentlighedens søgelys forsøgt at række ud til Nordkorea. Men USA har ikke fået noget svar.
Det oplyser en amerikansk embedsmand, der udtaler sig anonymt til nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge embedsmanden lader det ikke til, at der har været samtaler i mere end et år imellem de to lande – således heller ikke hen mod slutningen af Donald Trumps præsidenttid.
Meldingerne om USA’s manglende succes med at komme i diplomatisk kontakt med Nordkorea kommer, inden at USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, og forsvarsminister Lloyd Austin rejser til Sydkorea og Japan i næste uge.
Her ventes bekymringer vedrørende Nordkoreas atomprogram at stå højt på dagsordenen.
Embedsmanden ønsker ikke at gå i detaljer om de diplomatiske fremgangsmåder.
Men personen oplyser, at USA har forsøgt at række ud til Nordkorea “via adskillige kanaler siden midten af februar”, heriblandt Nordkoreas FN-udsending i New York City.
– Per dags dato har vi ikke fået noget svar fra Pyongyang, siger embedsmanden.
/ritzau/Reuters











