FBI frigiver video af mistænkt rørbombemand op til kongresuro

    FBI intensiverer jagten på en mistænkt, der placerede sprængstof nær Demokraternes og Republikanernes hovedkvarterer 5. januar.

    Tirsdag lokal tid har det amerikanske forbundspoliti således frigivet en ny video af en person, der aftenen inden stormløbet mod Kongressen i USA menes at have placeret flere rørbomber ved de to partiers hovedkvarterer.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    På videoen ses en maskeret person i en grå hættetrøje med Nike-sko på.

    Han går rundt i områderne nær de to hovedkvarterer og sætter sig blandt andet på en bænk på et tidspunkt.

    – FBI beder offentligheden om at se videoerne af denne person – det kan være, at du genkender personens gangart, kropssprog eller andre kendetegn i væremåden, lyder det fra FBI i forbindelse med frigivelsen af videoen.

    Rørbomberne menes at være blevet placeret ved de to hovedkvarterer i tidsrummet 19.30 til 20.30 aftenen inden kongresstormen.

    De blev fundet omkring klokken 13.00 næste dag og på sikker vis uskadeliggjort af robotter.

    Over 300 mennesker er indtil videre blevet sigtet for deres rolle under urolighederne ved Kongressen, hvor fem mennesker døde, og kongresmedlemmer måtte flygte fra demonstranterne.

    /ritzau/