Både med migranter forlist på Middelhavet – 14 druknet

    Mindst 14 mennesker – deriblandt fire børn – er druknet i en bådulykke ud for Tunesiens kyst, oplyser den tunesiske kystbevogtning tirsdag.

    139 personer blev reddet fra to både, som migranter fra Afrika var sejlet ud i for at komme til Europa.

    – Det var deres mål at komme til Europa, siger en talsmand for kystbevogtningen, Houcem Eddine Jebabli.

    Redningsoperationen blev udført af nationalgarden, siger talsmanden, som også fortæller, at en eftersøgning efter overlevende og omkomne fortsatte efter redningsindsatsen.

    – Antallet af omkomne kan stige, siger han.

    Ligene af ni kvinder, en mand og af fire børn er blevet bjærget, oplyser talsmanden.

    Bådene sejlede ud fra Tunesien sendt mandag aften eller natten til tirsdag. Om bord var der overvejende migranter fra landene syd for Sahara.

    I perioden fra den 1. januar til den 21. februar ankom der illegalt 3800 migranter til Italien over havet, siger FN’s flygtningeorganisation, UNHCR.

    Hen over julen tog 50.000 mennesker dagligt til De Kanariske Øer og Maldiverne.

    /ritzau/AFP