Eksplosioner i Vestafrika: 20 er dræbt og hundreder såret

    En serie kraftige eksplosioner på en militærbase i Ækvatorial Guinea i Vestafrika har kostet mindst 20 mennesker livet og såret flere hundreder.

    Det rapporterer den lokale tv-station TVGE.

    Det er foreløbig ikke kendt, hvad der var skyld i eksplosionerne i byen Bata, men myndighederne udelukker, at det kan handle om terror.

    TVGE viser grupper af redningsfolk, der haler folk ud ruinerne. Nogle af dem bæres væk viklet ind i lagner. Folk løber skrigende i alle retninger, mange af dem i chok.

    Små lastbiler fyldt med overlevende – børn er iblandt dem – kører op foran indgangen til et lokalt hospital.

    Indenfor overvældes sygeplejersker og læger af de mange tilskadekomne, mange af dem dækket i blod.

    Der er udsendt opfordringer til befolkningen om at melde sig som bloddonorer.

    420 meldes foreløbig såret.

    AFP skriver, at det i første omgang forlød, at det kunne være ammunitionslagre på basen, der var sprunget i luften.

    Ækvatorial Guinea er en lille afrikansk stat klemt inde mellem Cameroun og Gabon, hvor olieudvinding udgør tre fjerdele af statens indtægter.

    /ritzau/Reuters