Villavej i Silkeborg afspærret grundet mistænkeligt forhold

    Parkvænget i Silkeborg er fredag formiddag blevet spærret af, mens politiet undersøger et “mistænkeligt forhold”.

    Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

    Politiet ønsker ikke at oplyse yderligere, men skriver, at der ikke er fare for naboer i området.

    – Vi er til stede på Parkvænget i Silkeborg vedrørende et mistænkeligt forhold, lyder det fra politiet i et tweet.

    – Vi spærrer vejen af, beder om arbejdsro og beder folk holde sig på afstand, respektere afspærringer og finde andre ruter. Ingen fare for omkringboende, skriver politiet videre.

    Omkring klokken 11.30 oplyser indsatsleder Claus Ejlersen, at kriminalteknikere er på vej til stedet.

    Han fortæller samtidig, at kun en del af vejen omkring en bestemt adresse er spærret.

    Politiet kom til stedet fredag formiddag og har været der i flere timer.

    – Vi rykkede ud til adressen kort efter klokken 08.00, siger Claus Ejlersen, som videre oplyser, at det var en nabo, der ringede til politiet.

    Parkvænget er en villavej i den sydlige del af Silkeborg.

    Vejen ligger mellem Ørnsø, Lyngsø og Almind Sø.

    /ritzau/