Ingen nye smittetilfælde med sydafrikansk variant i København NV

    Der er ikke fundet yderligere smittede med den sydafrikanske coronavariant i Københavns Nordvestkvarter.

    Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

    Fredag i sidste uge kunne kommunen fortælle, at Styrelsen for Patientsikkerhed havde fundet et udbrud med den sydafrikanske variant.

    Varianten er især frygtet, fordi den er mere smitsom end den gængse form for coronavirus, og fordi den kan være mere modstandsdygtig over for vacciner.

    Efter sidste uges fund har der været iværksat en massiv testindsats i området. Torsdag har Styrelsen for Patientsikkerhed kunnet fortælle kommunen, at der ikke er fundet nye smittede med den sydafrikanske variant.

    – Det er jo helt fantastisk, at der ikke har fundet flere smittede med den sydafrikanske variant efter udbruddet i Københavns Nordvest-kvarter. Det viser, at det er muligt at reagere hurtigt og effektivt, siger Københavns sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling (SF).

    – Jeg er så glad, og jeg vil gerne sige et kæmpe stort tak til alle de mange københavnere i Nordvest, som lyttede til vores opfordring om at blive testet. Det er samfundssind på den helt store klinge, siger hun.

    /ritzau/