For første gang i otte måneder steg ledigheden i januar. Køen af ledige voksede med 1300 til 126.700.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Tallet dækker over ledige på dagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse, som er klar til at tage et job. Det gælder også folk, der er i aktivering.
Årsagen til flere ledige skyldes primært, at der er færre i aktivering, hvilket skal ses i lyset af, at landets jobcentre har været delvist nedlukkede.
Ledigheden er på 4,4 procent, hvilket er uændret fra december. Det dækker over, hvor stor en andel af de personer, der er aktive på arbejdsmarkedet, men ikke er i job.
Tallet toppede i maj på 5,5 procent og var inden coronakrisen på 3,6 procent.
Tallene fra Danmarks Statistik kan synes en smule forældede. Under coronakrisen har Beskæftigelsesministeriet dagligt offentliggjort et tal for antallet af ledige.
Torsdag var status, at ledigheden i starten af marts var omkring 16.000 højere end ved udgangen af november.
Tallene kan dog ikke sammenlignes én til én. Det skyldes blandt andet, at Beskæftigelsesministeriets tal ikke korrigeret for sæson – altså at der for eksempel er mindre at lave om vinteren for dele af byggebranchen.
/ritzau/











