Svensk politi skyder mand i 20’erne efter flere angreb

    En mand i 20’erne er onsdag blevet skudt af svensk politi, efter at han angiveligt gik til angreb mod flere personer i Vetlanda i Sydsverige.

    Det skriver flere svenske medier – herunder SVT og Sveriges Radio.

    Ifølge sidstnævnte skal den mistænkte gerningsmand have brugt en form for kniv, og flere personer skal være blevet hårdt såret.

    Over for SVT ønsker politiet af hensyn til efterforskningen dog ikke at præcisere, hvilket gerningsvåben der blev brugt.

    – Der har været en del vidner, og vi vil ikke påvirke vidnerne, i forhold til hvad de kan have set og ikke set. Vi må vente og se, hvor meget mere vi kan sige senere, siger politiets talsperson Angelica Israelsson Silfver.

    Den mistænkte gerningsmands tilstand kendes ikke umiddelbart. Ifølge Sveriges Radio er han bragt til hospitalet, efter at han blev skudt.

    Politiet mistænker ikke, at episoden kan være terrorrelateret, skriver SVT.

    /ritzau/