Yderligere 574 er bekræftet smittet med covid-19. Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).
Derudover er der fundet 147 smittede i 52.769 lyntest.
Det svarer til, at 0,35 procent af de 164.172 test, der er kommet svar på, er positive for covid-19.
Tallet, der også kaldes positivprocenten, er inden for det interval, som den dagligt har været de sidste mange uger.
Siden 29. januar har under 0,50 procent af de test, der hver dag er kommet svar på, været positive for covid-19.
Antallet af indlagte med corona falder med 7 til 225. Af dem er 34 indlagt på intensivafdelinger, og 19 er tilkoblet en respirator.
Tirsdag lå 39 personer på intensiv med corona. 20 fik hjælp af en respirator til at trække vejret.
Der er sket 31 nye indlæggelser af smittede. Når antallet af indlagte alligevel falder, skyldes det, at der også er sket udskrivelser.
Derudover er tre smittede afgået ved døden. Det vides ikke, om de var indlagt på hospitalet.
/ritzau/











