Biden: USA har nok vacciner til alle inden slutningen af maj

    USA vil være i stand til at vaccinere hele den voksne befolkning inden slutningen af maj og kan måske vende tilbage til normalen i begyndelsen af 2022.

    Det siger landets præsident, Joe Biden, tirsdag i en tv-transmitteret tale fra Det Hvide Hus.

    Dermed er regeringens oprindelige ambition om at have sikret sig nok vacciner til alle voksne amerikanere inden juli blevet rykket frem med to måneder.

    Det skyldes ifølge Biden, at medicinalselskabet Merck tirsdag har sagt ja til at hjælpe med at producere rivalen Johnson & Johnsons coronavaccine for at få mere fart på produktionen.

    – Det er fremskridt. Vigtigt fremskridt. Men det er ikke tilstrækkeligt at have vacciner nok. Vi mangler stadig mandskab til at få doserne ind i folks arme. Millioner af amerikaneres arme, siger præsidenten.

    Aftalen mellem de to konkurrerende medicinalselskaber er usædvanlig. Men den understreger vigtigheden af at få produceret og leveret vaccinedoser til at vaccinere så mange amerikanere som muligt.

    Biden hylder i sin tale samarbejdet og siger, at det minder om, hvordan amerikanske selskaber dannede fælles front under Anden Verdenskrig.

    /ritzau/AFP