Beviser og terrorsigtedes forklaringer er fortsat hemmelige

    Én efter én er flere terrorsigtede mænd og kvinder blevet ført ind i et retslokale ved Retten i Holbæk tirsdag.

    De har hver især en betjent på hver side af sig, mens de bliver fulgt over til deres plads. Her får de løsnet håndjern eller transportbælte, der holder hænderne fast ind til kroppen.

    I alt syv personer er sigtet i komplekset, men en 30-årig kvinde mødte ikke op. Det er ikke oplyst, hvorfor hun ikke var til stede.

    Faktisk er det ikke meget, der er oplyst omkring sagen.

    Trods protester fra nogle af forsvarerne og journalister blev dørene lukket. Derfor vil forklaringerne, hvis de sigtede ønsker at udtale sig, være hemmelige for offentligheden. Det samme er beviserne imod dem.

    Heller ikke den præcise sigtelse var det muligt at få læst op, inden pressen blev vist ud af retslokalet.

    I alt tre kvinder og fire mænd er sigtet i denne gren af komplekset. I den anden gren er to kvinder og fire mænd varetægtsfængslet frem til 17. marts.

    /ritzau/