Redningsmandskab i Ecuador er ved at miste håbet om at finde flere overlevende efter et skælv, som har kostet 480 mennesker livet og ødelagt det sydamerikanske lands skrøbelige økonomi, skriver nyhedsbureauet AFP.
Fortvivlede familier, der håber på mirakler, går rundt blandt redningsarbejderne og bønfalder dem om at lede videre efter deres nære, selv om det hidtil hverken er lykkes at finde dem med hverken sporhunde, bare hænder eller gravemaskiner.
Dødstallet på 480 ventes at stige i de kommende døgn. Over 4000 mennesker blev kvæstet.
Ecuadors venstreorienterede præsident, Rafael Correa, siger, at skælvet har forårsaget ødelæggelser for mellem to og tre milliarder dollar – mellem 13 og 19,6 milliarder kroner for Ecuadors olieafhængige økonomi.
– Lad os ikke lukke øjnene for, at det bliver en lang og sej kamp nu. Genopbygningen vil tage år, og der må investeres milliarder, siger han.
I forvejen er økonomien i landet med 16 millioner indbyggere svækket på grund af de lave oliepriser.
Eksport af olie er blandt Ecuadors vigtigste indtægtskilder.
Landets største olieraffinaderi er tilsyneladende uskadt efter skælvet, men eksporten af bananer, blomster, kakaobønner og fisk kan blive sat tilbage på grund af ødelagte veje, der gør det vanskeligt at få varerne frem til kysterne og havnebyerne.
Internationalt er der hjælp på vej. Både i form af redningsmandskab, læger og penge. Udenlandske långivere har allerede stillet 600 millioner dollar til rådighed, der skal finansiere den igangværende redningsindsats og hjælpearbejdet.
Regeringen har mobiliseret omkring 13.500 soldater til de værst ramte områder. Desuden er cirka 400 redningsarbejdere blevet fløjet ind fra andre latinamerikanske lande, mens Cuba bidrager med en gruppe læger.
Skælvet ramte lørdag ud for Ecuadors stillehavskyst med en styrke på 7,8.
/ritzau/AFP