New Yorks borgmester vil undersøge guvernør for sexkrænkelser

    New Yorks borgmester, Bill de Blasio, kræver en undersøgelse af anklager om seksuelle krænkelser rettet mod delstatens guvernør, Andrew Cuomo.

    Det siger han torsdag på et pressemøde.

    Dermed tilslutter han sig et voksende kor af politikere, der vil have guvernørens påståede handlinger gået efter i sømmene.

    Udmeldingen kommer, efter at en af guvernørens tidligere rådgivere ved navn Lindsey Boylan har beskyldt Cuomo for at have krænket hende seksuelt, da hun arbejdede for ham fra 2015 til 2018.

    Beskyldningerne delte hun på nettet i et blogindlæg onsdag.

    Boylan hævder blandt andet, at Andrew Cuomo kyssede hende på munden mod hendes vilje, at han på en flyvetur antydede, at de skulle spille strippoker, og at han udnyttede enhver mulighed for at røre hende på lænden, armene og benene.

    Andrew Cuomos kontor siger i en meddelelse, at Boylans “påstande om upassende opførsel simpelthen ikke er sande”.

    Den tidligere rådgiver beskyldte allerede New Yorks guvernør for seksuelle krænkelser i et opslag på Twitter i december uden at gå i detaljer.

    Også dengang afviste Cuomo beskyldningerne.

    – Vi har brug for en fuldstændig og uafhængig undersøgelse.

    – Det her er en alvorlig anklage. Vi er nødt til at få sandheden frem, siger borgmester Bill de Blasio, der er en af guvernørens mangeårige politiske rivaler, torsdag.

    /ritzau/AFP