USA’s præsident, Joe Biden, har torsdag talt med Saudi-Arabiens kong Salman forud for en ventet offentliggørelse af en amerikansk efterretningsrapport om drabet på journalisten Jamal Khashoggi i 2018.
Samtalen er den første mellem de to ledere, siden Biden blev præsident.
Det er på forhånd kendt, at kong Salmans søn – Saudi-Arabiens 35-årige kronprins Mohammed bin Salman – i rapporten anklages for at have godkendt og sandsynligvis også beordret drabet.
Det Hvide Hus nævner ikke noget om rapporten i udtalelsen om samtalen mellem Biden og Salman.
I stedet anerkendte begge statsledere “landenes historiske bånd og blev enige om at arbejde sammen om fælles udfordringer og interesser”, lyder det i udtalelsen.
Det Hvide Hus siger også, at Biden i samtalen understregede, hvor vigtigt “universelle menneskerettigheder og retssikkerhed er for USA”.
Joe Biden har tidligere gjort det klart, at han har et andet syn på forholdet til Saudi-Arabien end hans forgænger Donald Trump.
Præsidenten har blandt andet varslet, at han kun vil være i kontakt med kong Salman og ikke med hans søn, der de sidste år har fungeret som olierigets reelle leder.
/ritzau/dpa











