Mere end 440 kilo hash og godt 1,1 million kroner er blevet beslaglagt tirsdag aften og natten til onsdag i Nakskov. Seks mænd i alderen 20-66 år er anholdt i sagen, og de skal for en dommer onsdag over middag.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge politiinspektør Kim Kliver var hashen formentlig tiltænkt et større område end byen på Lolland.
– Ud fra de foreløbige afhøringer og undersøgelser er det vores opfattelse, at der er tale om organiseret narkokriminalitet, og alene ud fra den store mængde beslaglagt hash er vi overbeviste om, at stoffet er tiltænkt et langt større geografisk område end Nakskov, siger han i pressemeddelelsen.
De seks personer fremstilles efter planen i et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster onsdag klokken 12.30.
Han kan ikke udelukke, at der kan komme flere anholdelser i sagen.
Politikredsen har i forbindelse med sagen samarbejdet med specialenhederne Særlig Efterforskning Øst og Vest (SEØ og SEV).
/ritzau/











