SF arbejder på at få højskoler og efterskoler åbnet igen i de igangværende drøftelser med regeringen om den kommende genåbning af samfundet.
Det kommer dog ikke til at ske fra 1. marts.
– Vi kæmper stadig for, at højskoler og efterskoler kan komme hurtigt tilbage i en boble, for det giver mening.
– Men vi er nødt til at regne på det først, før vi kan gøre det, så det bliver næppe fra 1. marts, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr til DR.
De nuværende coronarestriktioner udløber i denne uge. Drøftelserne om genåbningen har været i gang siden tirsdag eftermiddag.
Sent tirsdag aften faldt partierne i blå blok fra. Her er den samlede melding, at man blev smidt ud, fordi regeringen ikke var til at rokke ud af stedet.
Regeringen og partierne i rød blok drøfter videre onsdag morgen med udgangspunkt i en ekspertgruppes indstillinger til en gradvis genåbning.
Heri indgår der blandt andet regionale åbninger af efterskoler. Men kun i Vest- og Nordjylland samt på Bornholm.
Det er planen, at regeringen senere onsdag vil melde ud om den kommende genåbning fra 1. marts.
/ritzau/











