Over 50 indsatte mister livet i fængselsoptøjer i Ecuador

    Flere end 50 indsatte er døde i optøjer i tre fængsler i Ecuador.

    Det oplyser landets regering tirsdag.

    Den ecuadorianske regering beskriver optøjerne som en “koordineret handling begået af kriminelle organisationer”.

    Præsident Lenín Moreno har forsøgt at få kontrol over volden i fængslerne i Ecuador og har blandt andet erklæret fængselssystemet i undtagelsestilstand som følge af de hyppige konfrontationer mellem kriminelle bander.

    – I øjeblikket fortæller kriminalteknikere, at flere end 50 fanger er afgået ved døden, oplyser ecuadoriansk politi på Twitter uden at give yderligere oplysninger.

    Optøjerne har fundet sted i fængsler i provinserne Guayas, Azuay og Cotopaxi. Oprøret i fængslet i Guayas er ifølge regeringen under kontrol.

    En af regeringens ministre, Patricio Pazmiño Freire, beskriver optøjerne som en “koordineret handling begået af kriminelle organisationer for at fremkalde vold i landets fængsler”.

    Ministeren siger videre, at Ecuadors regering og politi gør alt, hvad de kan, for at genvinde kontrol over situationen.

    /ritzau/Reuters