Marchen Neel Gjertsen bliver del af Jyllands-Postens ledelse

    I fremtiden får Jyllands-Postens øverste ledelse selskab af et nyt ansigt. Og så alligevel ikke helt.

    Marchen Neel Gjertsen, der i øjeblikket er politisk redaktør for Jyllands-Posten, er nemlig blevet udpeget som medlem af avisens chefredaktion.

    Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans.

    Med skiftet kommer 35-årige Marchen Neel Gjertsen til at udgøre Jyllands-Postens øverste ledelse side om side med Jacob Nybroe (ansvarshavende) og Steen Rosenbak.

    - Hun er en 30-årig hændelse af journalistisk talent, lyder det tirsdag morgen fra Jacob Nybroe på et medarbejdermøde ifølge Finans.

    Ifølge Jacob Nybroe skal Marchen Neel Gjertsen være med til at styrke både Jyllands-Postens digitale profil og avisens offentlige tilstedeværelse.

    Den nye chefredaktør er uddannet fra Syddansk Universitet i 2010. Hun har været politisk reporter på Information, Politiken og på Jyllands-Posten.

    For sidstnævnte har hun de seneste år både været politisk redaktør og medlem af avisens nyhedsledelse.

    /ritzau/