Selskaber holder Boeing 777-fly på jorden efter motorbrand

    128 Boeing 777-fly med Pratt & Whitney-motorer holdes midlertidigt på jorden, efter at flyproducenten søndag opfordrede til, at flyet skulle groundes.

    I weekenden blev et Boeing 777-fly med den motortype ramt af et motoruheld og måtte nødlande i Denver.

    United Airlines meddelte herefter, at 24 fly blev holdt på jorden på baggrund af et forsigtighedsprincip. Nu har flyselskaber i Sydkorea og Japan fulgt trop.

    69 af de 128 fly, som nu holdes på jorden, var i brug, mens 59 stod opmagasineret.

    Ingen kom til skade under nødlandingen i Denver, men en video optaget af en passager i kabinen viste, at motoren var i brand, mens metaldele faldt ned fra flyet.

    Episoden er det seneste slag for Boeing, der kun for nylig genoptog leveringerne af 737 MAX-flyet, der var involveret i to dødelige flystyrt.

    Flyeksperter mener dog, at den seneste sag i højere grad sætter spørgsmålstegn ved selskabet Pratt & Whitney samt United Airlines’ vedligeholdelse af motorer.

    – Det her er overhovedet ikke som MAX, siger Richard Aboulafia, luftfartsanalytiker for selskabet Teal Group

    – Efter at flyene har været på vingerne i så mange år, er det usandsynligt, at det handler om et problem i motordesignet. Det har helt sikkert noget at gøre med vedligeholdelse.

    Tilsyneladende har der i december været en nogenlunde tilsvarende hændelse i Japan.

    Transportministeriet i Japan oplyser, at et passagerfly fra Japan Airlines 4. december efter kort tid i luften måtte vende om på grund af en fejl i den ene motor. Flyet er 26 år gammelt.

    Det minder om lørdagens hændelse i USA, da det ligeledes var et 26 år gammelt fly fra United Airlines, der kort efter afgang måtte vende tilbage til lufthavnen i Denver i Colorado, efter at motoren ved højre vinge svigtede.

    United Airlines havde også et motorproblem med et fly af den type i februar 2018.

    Den amerikanske transportmyndighed National Transportation Safety Board (NTSB) oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det ikke er sikkert, at de tre episoder skyldes de samme problemer.

    I Denver har man fundet frem til at, motorproblemerne, som opstod efter et højt brag, kunne tyde på metaltræthed.

    Hos 737 MAX-flyene var det en softwarefejl i flyenes styresystem, der blev udpeget som årsagen til de to styrt.

    Under visse omstændigheder kunne softwaren presse flyets næse nedad, selv om piloterne forsøgte at rette flyet op.

    /ritzau/AFP