Libysk minister undslipper drabsforsøg

    Libyens indenrigsminister har søndag overlevet et attentatforsøg.

    Bevæbnede mænd åbnede ild mod hans bilkortege, da han var på vej gennem hovedstaden Tripoli.

    Kortegen kom under kraftig beskydning, oplyser en kilde tæt på ministeren til nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

    Ministeren, Fathi Bashagha, befandt sig i en pansret bil og slap uskadt fra attentatforsøget.

    Hans politieskorte skød tilbage mod de mænd, der angreb.

    – To af gerningsmændene er anholdt, og en tredje er på hospitalet, siger en kilde til AFP.

    Det er ikke umiddelbart oplyst, hvem der stod bag angrebet, eller om andre i ministerens følge er blevet ramt af skud.

    Ministeren var på vej gennem det vestlige Tripoli efter et besøg hos landets nationale olieselskab og politiets hovedkvarter, siger en kilde til Reuters.

    Fathi Bashagha er en del af en ny midlertidig regering, der står over for den ikke helt lille opgave med at forsøge at samle det konfliktplagede land og gøre klar til valg senere på året.

    Libyen har været præget af kaos, splittelse og vold siden 2011, hvor den daværende leder, Muammar Gaddafi, blev væltet fra magten og siden dræbt.

    Siden har forskellige militser kæmpet om magten.

    Det nordafrikanske land har siden 2014 haft to rivaliserende regeringer – én i øst og én i vest – der kæmpede om magten. Begge regeringer havde støtter i udlandet.

    /ritzau/