En uafhængig myndighed i New York City, der fælder dom i forbindelse med appelsager om ejendomsskatter, er blevet stævnet som del af en Trump-efterforskning.
Det bekræfter myndigheden, som hedder New York City Tax Commission, fredag.
Stævningen er det seneste tegn på, at Manhattans distriktsadvokat, Cy Vance Jr., undersøger, om den tidligere præsidents selskab på ulovlig vis har forsøgt at reducere sine ejendomsskatter.
Distriktsadvokaten menes især at have fokus på de værdier, som selskabet Trump Organization har opgivet på en række ejendomme.
Stævningen skal hjælpe anklagere med at fastslå, om Trump-selskabet over for myndighederne har opgivet en lavere værdi på ejendomme for at opnå lavere skatter, samtidig med at det har opgivet en højere værdi på ejendommene i forbindelse med lån for at opnå bedre lånevilkår.
Stævningen vil formentlig betyde, at byens skattekommission skal udlevere detaljerede oplysninger fra Trump Organization om indkomster og udgifter til distriktsadvokat Cy Vance Jr.
Ifølge kilder med kendskab til skattekommissionen blev disse oplysninger oprindeligt videregivet af Trump Organization for at opnå en lavere ejendomsskat på nogle af selskabets kommercielle ejendomme.
Trump ejer blandt andet bygningerne Trump Tower og Trump Plaza.
/ritzau/Reuters











