Kraftig eksplosion rammer Kabul


    En tilsyneladende kraftig eksplosion er tirsdag morgen blevet hørt i Afghanistans hovedstad, Kabul. Det skriver de internationale nyhedsbureauer.

    Røg ses stige op fra den centrale del af byen, beretter Reuters, og på den amerikanske ambassade i byen er advarselssirener aktiveret.

    Der er ingen oplysninger om tilskadekomne, eller hvor eksplosionen præcis fandt sted. Den amerikanske ambassade oplyser dog, at den ikke er berørt af eksplosionen, og samme melding kommer fra hovedkvarteret for Natos koalition i byen.

    Taliban meddelte for en uge siden, at den har indledt sin traditionelle forårsoffensiv, hvor den militante bevægelse optrapper sine væbnede angreb mod styret og dets støtter.

    I den forbindelse meddelte bevægelsen, at den vil “iværksætte storstilede angreb på fjendens positioner i hele landet” under offensiven, som Taliban har døbt “Operation Omari”.

    Det har den gjort til ære for Taliban-grundlægger Mullah Omar, hvis død blev offentliggjort sidste år.

    Den årlige forårsoffensiv markerer normalt begyndelsen på “kampsæsonen”, selv om Taliban det forgangne vinterhalvår fortsatte sine kampe mod regeringsstyrkerne uden en sæsonbestemt pause. Det er første gang, det er sket.

    /ritzau/Reuters