Der er fundet 61 tilfælde af ny coronavariant i Danmark

    Den seneste måned er der fundet 61 tilfælde af en ny coronavariant – B1525 – i Danmark.

    Det skriver Statens Serum Institut (SSI) fredag eftermiddag i en nyhed på sin hjemmeside.

    Den giver ikke anledning til bekymring på samme måde som varianten B117, der første gang blev påvist i Storbritannien. Men den nye variant holdes under opsyn, skriver instituttet.

    – B1525-varianten har blandt andet mutationen E484K. Denne mutation, der også findes i B1351-varianten (den sydafrikanske variant, red.), giver nedsat følsomhed for antistoffer.

    – Der er ikke noget tegn på, at E484K-mutationen giver øget smitsomhed, skriver SSI.

    De 61 tilfælde er spredt ud over tre regioner. 33 tilfælde er fundet i Region Hovedstaden, 23 tilfælde er påvist i Region Syddanmark, mens de resterende fem er i Region Sjælland.

    /ritzau/