For første gang i næsten to år blev et Boeing 737 MAX-fly onsdag benyttet til en kommerciel rejse i Europa.
Dermed vendte den kriseramte flytype tilbage efter et flyveforbud i kølvandet på dødelige flystyrt i 2018 og 2019.
Det var det belgiske luftfartsselskab TUI fly, der stod for flyets comeback til den europæiske himmel. Flyet blev brugt til en tur fra den belgiske hovedstad, Bruxelles, til Alicante og Malaga i Spanien.
Flyet lettede onsdag klokken 9.30 og landede planmæssigt to timer senere.
EU’s agentur for flysikkerhed, Easa, gav 27. januar grønt lys til, at flytypen igen kunne benyttes i Europa. To måneder forinden havde de amerikanske myndigheder givet deres tilladelse.
Der blev indført forbud mod Boeing 737 MAX-flyene i marts 2019, efter at sammenlagt 346 personer havde mistet livet i to flystyrt.
Styrtene skete med under et halvt års mellemrum i oktober 2018 og marts 2019 i henholdsvis Indonesien og Etiopien.
Ifølge undersøgelser af styrtene var det et automatisk kontrolsystem kaldet MCAS, der tilsyneladende slog fejl i begge tilfælde.
Softwaresystemet virker ved at pege flyets snude nedad, hvis systemet registrerer, at flyets vinkel i luften er for stejl.
Det er indført for at undgå, at flyet “staller”. Det betyder, at hvis flyet stiger for stejlt, kan hastigheden blive så lav, at flyet ikke længere kan svæve.
Har sensoren til systemet været defekt – og piloterne ikke været i stand til at slå systemet fra – kan det ifølge eksperter måske have tvunget flyene ned.
/ritzau/









