Politiaktion mod Bandidos i Vanløse
I en politiaktion mandag er otte personer på mellem 22 og 32 år anholdt i forbindelse med et tredobbelt drab på Frederiksberg 11. november sidste år.
Fem af dem har relation til rockergruppen Bandidos, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
De sigtes alle for drab, til dels medvirken til drab samt for overtrædelse af våbenloven.
– De blev anholdt otte forskellige steder på hele Sjælland, i alle politikredsene, siger Jens Møller, efterforskningsleder i Københavns Politi.
Politiet forventer, at seks af de otte anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør tirsdag 19. april klokken 09.30.
Ifølge Københavns Politi skal der mandag gennemføres ransagninger på 13 konkrete lokaliteter fordelt over hele Sjælland.
De tre ofre for det tredobbelte drab var Philip Rasmussen på 19 år, Suhaib Jaffar på 23 samt Mike Vinther på 24. De lå angiveligt og sov, da de blev skudt. Politiet har tidligere kaldt drabene for en likvidering.
Siden har en omfattende efterforskningen været i gang, og flere er blevet anholdt i forbindelse med sagen. 14 er tiltalt for angiveligt at ville gennemføre en hævnaktion efter drabet.
Anklagemyndigheden vil bede om, at retsmødet tirsdag holdes for lukkede døre. Derfor kan politiet ikke komme med yderligere oplysninger om sagen.
/ritzau/