Den seneste tids tendens i smittetallene med corona i Danmark fortsætter.
Yderligere 414 er bekræftet smittet med covid-19, viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).
Det er 0,33 procent af de 126.195 prøver, der viser smitte med corona. Det tal kaldes også positivprocenten.
Det er stort set det samme niveau, som positivprocenten har været på siden slutningen af februar.
Siden 30. januar har den været under 0,50 procent. I midten af december var den flere dage over 3 procent i et tilsvarende antal prøver.
Også den positive tendens med færre indlagte coronapatienter fortsætter.
Spørger man Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, ser dagens tal fine ud og afspejler den status, vi har haft de seneste dage.
– Vi arbejder os derhen, hvor der er god plads i sundhedsvæsenet, hvis vi vil have plads til at åbne mere op i samfundet. Selvfølgelig afhængig af, hvad forudsigelserne kommer til at sige, om hvad der er muligt på den lange bane, siger han.
Antallet af indlagte med covid-19 er faldet med 18, hvilket betyder, at der nu er 280 indlagt med corona på hospitalerne.
Det er det laveste antal siden 5. december, hvor 279 med covid-19 lå på hospitalet i Danmark.
Antallet af indlagte toppede for knap halvanden måned siden – 4. januar – da 964 var indlagt. Siden er antallet altså mere end halveret.
57 er onsdag indlagt på intensivafdelinger, og af dem er 39 tilkoblet en respirator. Det er henholdsvis seks og tre færre end tirsdag.
Der er 18 nye indlæggelser af smittede. Der er dog også sket udskrivelser, og derfor falder antallet af indlagte.
Derudover er yderligere otte smittede afgået ved døden. Det vides dog ikke, om de var indlagt på hospitalet.
Politisk er der tale om, at man vil begynde at genåbne regionalt. Noget, professor Allan Randrup Thomsen mener, man godt kan gøre hvor smitten er lavest – især i de regioner, hvor pendleraktiviteten er lav.
– Hvis man åbner regionalt, skal der ikke for mange fremmede ind. Region Nordjylland eksempelvis har få smittede, og andelen, som er smittet med den britiske mutation, er lav. Desuden er det en relativt afgrænset geografisk enhed, og det er også vigtigt, siger han.
– Analyser af pendlertrafik viser, at der er begrænset pendleraktivitet ind og ud af Nordjylland. Det er meget nemmere at afgrænse Nordjylland end København, hvor der er meget stor pendleraktivitet. Ligesom det også ser godt ud med Midtjylland.
I øjeblikket er der fokus på virusvarianten B117 fra myndighedernes side, da den vurderes at være mere smitsom.
Indtil videre ser den ud til at have været i 47,5 procent af de analyserede positive prøver i sidste uge.
Tallene dækker dog kun de første tre dage af uge seks. Virusvarianten ventes at blive den dominerende variant i midten af februar.
Ifølge Allan Randrup Thomsen opfører den britiske mutation B117 sig som forventet.
– B117 vil komme til at dominere. Indtil nu har den fulgt de forudsigelser, som man har gjort ved beregninger på Seruminstituttet, så det ser ud til, at den opfører sig som forventet, siger han.
Allan Randrup Thomsen henviser til, at vi er nede i lavpunkt med det totale antal smittede, men at den britiske variant er ved at tage over, og det betyder, at der er risiko for en stigning i smittetilfælde selv med de gældende restriktioner.
– Man kan hurtigt regne ud, at når kontakttallet for mutationen ikke er under 1 nu, og vi tænker at åbne, så kommer vi ikke ned, hvor antallet af smittede med den variant vil aftage. Den vil tiltage.
– Men stigningen skal styres, så den bliver så langsom, at det først nærmer sig at blive kritisk i april, hvor mange flere er vaccinerede, og hvor vi kan se foråret forhåbentlig nærmer sig, siger Allan Randrup Thomsen.
/ritzau/











