Politiet i Los Angeles har indledt en intern undersøgelse, efter at betjente angiveligt har delt et upassende billede af den afdøde George Floyd mellem sig.
Det oplyste politichef Michel Moore lørdag ifølge avisen Los Angeles Times.
Undersøgelsen er indledt, efter at en betjent anmeldte, at flere af hans kolleger rundsendte et billede af George Floyd med teksten “you take my breath away” – oversat til dansk betyder det noget i retning af: Du tager pusten fra mig.
Billedet skulle angiveligt være blevet klistret på en form for valentinskort.
Citatet er øjensynligt en reference til drabet på den sorte mand George Floyd, der mistede livet i Minneapolis i den amerikanske stat Minnesota i maj sidste år.
Han døde, da en politibetjent holdt sit knæ på hans hals i otte minutter og 46 sekunder under en anholdelse, hvilket resulterede i, at den 46-årige mand ikke kunne trække vejret.
Under anholdelsen sagde George Floyd adskillige gange “I can’t breathe” – “jeg kan ikke trække vejret”.
Hele episoden blev filmet og siden delt på nettet. Det førte efterfølgende til nogle af de største demonstrationer mod racisme og politivold i USA’s historie.
/ritzau/











