Region skruer ned for vaccinationstempo efter sygemeldinger

    Region Nordjylland har søndag besluttet at nøjes med at vaccinere en tredjedel af en sygehusafdeling ad gangen. Hidtil har det været halvdelen.

    Opbremsningen skyldes, at flere ansatte må sygemelde sig, efter at de er blevet vaccineret med AstraZeneca-vaccinen, skriver TV2 Nord.

    Det skal sikre, at driften holdes i gang på sygehusene, forklarer lægefaglig direktør ved Regionshospital Nordjylland Søren Hjortshøj til TV2 Nord.

    – Cirka 20 procent af de, der vaccineres, oplever milde bivirkninger ved vaccinen. Det er der ikke noget usædvanligt i.

    – En lille procentdel vil også opleve bivirkninger, der kræver et par dages sygemelding. Det er sådan set også normalt, siger Søren Hjortshøj.

    /ritzau/