Borgerne i Ishøj Kommune kommer formentlig til at se flere betjente den kommende tid.
Københavns Vestegns Politi øger sin patruljering i kommunen på grund af de høje smittetal, der er registreret den seneste tid.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Politiet vil især være at se de steder, hvor der typisk færdes mange mennesker, og politikredsen nævner særligt Ishøj bycenter, Ishøj Havn og testcentre.
Her vil politiet holde øje med, om de forretninger, der må holde åbnet, gør det på en sikker måde. Det vil også sikre, at de butikker, der ikke må tage imod kunder, holder lukket, og at folk husker at bruge mundbind.
– Alle bliver nødt til at handle i denne situation, så smitten ikke eskalerer, siger politidirektør Kim Christiansen i pressemeddelelsen.
Han opfordrer samtidig til, at alle overholder de gældende regler.
– Sundhedsmyndighederne opfordrer til, at alle indbyggere i Ishøj Kommune lader sig teste i uge 7, og det bakker vi naturligvis op om, siger Kim Christiansen i meddelelsen.
I pressemeddelelsen bliver smitteudviklingen i Ishøj beskrevet som “bekymrende”.
Smitten fik tidligere på ugen konsekvenser for de yngste skoleelever, som ellers mandag havde fået lov til at vende tilbage til den fysiske undervisning på skolerne efter næsten to måneders virtuel undervisning.
De yngste skoleelever i Ishøj er – som de eneste 0. – 4. klasser i hele landet – sendt hjem igen på grund af høje smittetal i kommunen.
/ritzau/











