Udspil vil sende de ældste elever i skole efter ferien

    Det er en hård tid for de ældste elever, som i to måneder ikke har gået i skole sammen med deres klassekammerater og lærere, men i stedet sidder alene foran computerskærmen hele dagen.

    For at imødegå ensomhed og mistrivsel blandt de unge foreslår Dansk Industri, at de ældste klasser gradvist sendes i skole efter vinterferien – altså mandag 22. februar.

    – Vi mener, at det er rigtig vigtigt, at vi får prioriteret dem, der skal forlade deres uddannelsesinstitutioner, siger underdirektør Mette Fjord Sørensen fra Dansk Industri.

    Organisationen vil have 9.- og 10.-klasserne, eleverne i 2.hf og 3.g samt de unge, der snart skal afslutte en erhvervsuddannelse, tilbage i skole.

    – De skal tilbage allerede efter vinterferien, så de kan få undervisning og blive en del af det sociale fællesskab.

    – For der er rigtig mange, der mistrives lige nu, og der er mange, der hænger med skuffen, siger Mette Fjord Sørensen.

    Dansk Industri foreslår, at eleverne kun møder fysisk i skole tre dage om ugen for at begrænse spredning af covid-19. De øvrige to dage skal de unge modtage onlineundervisning.

    De resterende elever i folkeskoler, gymnasier og på erhvervsuddannelser skal tilbage i skolerne fra 1. marts, lyder det fra organisationen.

    De Radikale er enige i, at det et på tide at åbne skolerne for de større elever. Foreløbig er det kun børnene i 0. til 4. klasse, der møder fysisk i skole.

    Alle øvrige elever er sendt hjem som minimum indtil 28. februar.

    – Børn og unge skal tilbage i skole så hurtigt som muligt. Men det skal være dem alle sammen – ikke kun dem, der skal til eksamen, skriver undervisningsordfører Lotte Rod (R) på Twitter.

    Eleverne på efterskole skal også tilbage, mener Dansk Industri, som foreslår, at de i så fald får foretaget en lyntest ugentligt.

    Organisationen mener, at der skal laves en plan, som danner grundlag for en fuld genåbning af folkeskoler og ungdomsuddannelser til 6. april.

    /ritzau/