Avis: Københavns Lufthavn undlod at oplyse om advarsel

    Ledelsen i Københavns Lufthavn undlod at informere Folketinget om, at lufthavnens egne eksperter i 2019 betegnede et sikkerhedsbrud som så farligt, at flytrafikken skulle indstilles.

    Det skriver Politiken. Avisen er kommet i besiddelse af flere fortrolige dokumenter, der blev lavet i forbindelse med en sag om løsrevne og smadrede lys på start- og landingsbanerne.

    I stedet forsikrede Københavns Lufthavn Trafikstyrelsen om, at det fortsat var forsvarligt at afvikle trafik.

    Den melding gik videre til Folketingets Transportudvalg, som dermed ikke fik at vide, at lufthavnens egne eksperter var lodret uenige og stod fast på, at sikkerhedsbruddet bragte passagerers liv i fare.

    Robert Strauss, som dengang var ansat som flysikkerhedsekspert og hændelsesudreder i lufthavnen, mener, at politikerne blev ført bag lyset.

    – Jeg mener, det er meget alvorligt, at lufthavnen sagde til Folketinget, at det var sikkert at fortsætte, når konklusionen i virkeligheden var en anden. I og med at ingen uden for lufthavnen på det tidspunkt havde set vores hændelsesrapport, så er der jo tale om, at man førte politikerne bag lyset, siger han til Politiken.

    Robert Strauss er som følge af coronakrisen blevet fyret fra sit job.

    Først syv dage efter lufthavnens egen undersøgelse havde sikkerhedseksperterne vished for, at planen for at få styr på sikkerhedsbristen blev fulgt.

    I mellemtiden havde cirka 560.000 passagerer rejst gennem lufthavnen.

    Fremfor at lukke for al trafik valgte lufthavnen flere gange kortvarigt at lukke enkelte start- og landingsbaner for at sikre, at banelysene var monteret forsvarligt.

    Københavns Lufthavn vil ikke kommentere sagen, blandt andet med henvisning til at sagens oplysninger er fortrolige. Driftsdirektør i lufthavnen Christian Poulsen skriver dog til Politiken:

    – Helt overordnet er det ikke usædvanligt i en sådan proces, at der kan være forskellige opfattelser og synspunkter.

    /ritzau/