En 45-årig mand er anholdt, efter at han sent lørdag aften styrede en bil gennem glaspartiet til Tivoli Hotel i København og ind i receptionen.
Det oplyser vagtchefen hos Københavns Politi.
– Af uvisse årsager kører han bilen – en mindre Mazda – gennem indgangspartiet til hotellet og kører rundt inde i receptionen. Vi har en mistanke om, at han er påvirket af alkohol og/eller narko, så han er sigtet for at køre bil i påvirket tilstand, siger vagtchef Henrik Svejstrup.
Personalet på det firestjernede hotel tilbageholdt manden, der forsøgte at slippe væk til fods, efter at han var steget ud af køretøjet.
– De måtte lige holde fast ham i, indtil vi kom frem, siger vagtchefen.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 23.28, og en patrulje ankom kort efter til hotellet på adressen Arni Magnussons Gade 2.
Ifølge politiets foreløbige oplysninger har manden, der bor i København, ikke kørekort.
– Vi er ved at undersøge ejerforholdene omkring bilen, tilføjer vagtchefen.
Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med hændelsen.
/ritzau/











