Ivoriansk profil vender tilbage til Viborg

    Den rapfodede og teknisk stærke ivorianer Serge Deble vender tilbage til Viborg FF.

    1.-divisionsklubben skriver i en pressemeddelelse, at Deble er hentet ind på en kontrakt, der gælder for resten af sæsonen.

    Den nu 31-årige Deble var en stor profil for Viborg, da han optrådte for klubben fra 2014 til 2017.

    Det blev dengang til 55 kampe i Superligaen og 85 i alt i Viborg-trøjen. Han bidrog samlet med 27 mål.

    Siden førte karrieren ham til Meizhou Hakka i Kina og R&F i Hongkong, men nu er han altså tilbage på dansk jord.

    – Jeg er meget, meget glad. Jeg har længe håbet på at vende tilbage til Viborg, som betyder meget for mig, og hvor jeg har haft mange gode oplevelser og har gode venner, så jeg er meget glad for at være her igen.

    – Jeg vil hjælpe holdet med alt, hvad jeg kan, og min drøm er at spille Superliga med Viborg igen, siger han til Viborgs hjemmeside.

    Viborg vandt fredag 4-0 over FC Fredericia og ligger nummer et i 1. Division.

    Tilgangen af Deble vil gøre holdet endnu stærkere, mener sportschef Jesper Fredberg.

    – Vi får en kampafgørende spiller, der virkelig vil Viborg, og forhåbentlig kan han blive vores joker i de tætte kampe, der venter i foråret.

    – Han kan dække alle tre positioner i angrebet, han er hurtig og driblestærk med et rigtig godt offensivt flair, og så har han tidligere vist, at han kan være en afgørende faktor i en oprykning, siger Fredberg.

    /ritzau/