Private skal hjælpe: 400.000 skal kunne vaccineres dagligt

    Regeringen og landets regioner inviterer nu private virksomheder ind i arbejdet med at vaccinere Danmarks befolkning mod covid-19.

    Der er i dag, lørdag, oprettet et udbud, hvor private kan byde ind på opgaven. Det skal sikre, at over 400.000 kan få et vaccinestik – hver dag.

    Det oplyser Danske Regioner, der repræsenterer landets fem regioner, i en pressemeddelelse.

    – Vi må ikke komme til at stå i en situation, hvor der står vacciner og samler støv, fordi der ikke er nogen til at stikke, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

    – Derfor skal vi allerede nu forberede os på den situation ved at lave dette udbud, lyder det i meddelelsen.

    Samtidig skal praktiserende læger og apoteker have mulighed for at hjælpe til med vaccinationerne.

    Sundhedsministeriet udstede derfor en bekendtgørelse, der giver lov til det.

    /ritzau/