Norsk tennises tangerer sin far med sejr i Australien

    Mens det danske tennishåb for længst er blevet slukket ved Australian Open, holder Norge den skandinaviske fane højt.

    Natten til lørdag dansk tid vandt det norske tennises Casper Ruud således i tredje runde med cifrene 6-1, 5-7, 6-4, 6-4 over Radu Albot fra Moldova.

    Med sejren opnår Ruud sit personligt bedste resultat ved en grand slam-turnering.

    Samtidig tangerer han sin far Christian Ruuds hidtil bedste resultat, da han nåede fjerde runde i samme turnering tilbage i 1997.

    Kampen var i perioder tæt, men det var generelt Ruud, der havde overtaget mod Albot, der ligger nummer 85 i verden. Ruud selv ligger nummer 28.

    Første sæt var hurtigt overstået med 6-1 til nordmanden efter 27 minutter.

    Men i andet sæt kom Albot igen og tog sig af sættet 7-5.

    Herefter fulgte to relativt tætte sæt, som Ruud dog begge gange fik hevet i land med 6-4.

    – Første sæt er helt fejlfrit fra min side, og jeg spiller akkurat sådan, som jeg skal mod ham, siger 22-årig Ruud efter kampen til Discovery Plus ifølge Nettavisen.

    – Han spiller nok lidt under par, i forhold til hvad han har ellers har gjort tidligere. Han laver lidt for mange fejl, så det giver nogle gratis point, men spiller ellers fint og får mange returneringer ind, fortsætter Ruud, der er seedet som nummer 24 ved turneringen.

    Kampen blev spillet for tomme tribuner, da den australske by Melbourne er under en fem dage lang nedlukning som følge af nye coronatilfælde.

    Casper Ruuds far, Christian Ruud, er tidligere topspiller og lå nummer 39 i verden på sit højeste.

    I næste runde møder Ruud vinderen af kampen mellem russiske Andrey Rublev og spanske Feliciano López.

    Også Sverige har fortsat deltagelse i herresingle, da Mikael Ymer lørdag er i aktion mod verdensstjernen Stefanos Tsitsipas fra Grækenland.

    Her er grækeren dog storfavorit.

    I en af lørdagens andre kampe tabte sydafrikanske Lloyd Harris, danske Mikael Torpegaards overmand i første runde, til Mackenzie McDonald fra USA.

    /ritzau/