Senatet i USA har tildelt politibetjenten Eugene Goodman en æresmedalje for hans indsats under stormen på Kongressen i januar, da tilhængere af daværende præsident, Donald Trump, trængte ind i bygningen.
Det skriver de amerikanske medier CNN og The Hill.
Videooptagelser fra urolighederne 6. januar har vist, at Goodman havde held til at dirigere uromagere væk fra politikere, der havde skjult sig i kontorer i bygningen.
Betjenten var fredag til stede i Senatet og fik stående klapsalver fra senatorerne for det, der af flere er betegnet som en “heltemodig indsats”.
I forbindelse med rigsretssagen mod Donald Trump har anklagerne, der udgøres af medlemmer af Repræsentanternes Hus, blandt andet vist videoer fra urolighederne inde i Kongressen.
– Vi har her i denne retssag set nye videoer, som viser hans mod, evne til at tænke klart midt i kaosset, og hans vilje til selv at gøre sig til et mål for pøblen med den hensigt, at andre kunne komme i sikkerhed, sagde Senatets flertalsleder, demokraten Chuck Schumer, om Eugene Goodman.
I et af videoklippene forsøger Eugene Goodman at styre en gruppe personer væk, mens den daværende vicepræsident, Mike Pence, angiveligt befinder sig i rummet ved siden af senatssalen.
Trumps tilhængere var på et tidspunkt blot 30 meter væk fra Pence, da politibetjenten fik jaget dem væk.
På et andet klip ses Goodman omdirigere den republikanske senator Mitt Romney, så han undgår at stå ansigt til ansigt med uromagere.
Da Joe Biden den 20. januar blev indsat som præsident, blev Goodman bedt om at eskortere vicepræsident Kamala Harris under ceremonien.
/ritzau/











