Det er ambitionen, at der skal være flere elbiler på vejene de kommende år, og det kræver en massiv investering i ladestandere, så de kan få strøm.
En kommission for udbredelsen af elbiler foreslår fredag, at det skal være markedet, der står for udrulningen, ligesom det skete med klassiske tankstationer i sin tid.
Det skal sikre konkurrence om arealerne, og at skatteyderne ikke skal stå med regningen.
Staten bør dog yde tilskud de steder, hvor det ikke er attraktivt for markedsaktørerne at opsætte ladestandere.
Vinderen vil blive den operatør, der er villig til at foretage investeringen med mindst mulig offentlig medfinansiering.
/ritzau/











