OL-chef trækker sig efter sexistiske udtalelser

    Chefen for OL i Tokyo, Yoshiro Mori, trækker sig fra posten i kølvandet på sexistiske udtalelser. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    – Min upassende kommentar har skabt meget kaos. Det vil jeg gerne undskylde oprigtigt for. Jeg ønsker at trække mig som chef med øjeblikkelig virkning, siger han på et møde.

    I forbindelse med kritik af at der manglede kvinder i ledelsen omkring legene i Tokyo til sommer kom Mori galt afsted.

    Han gav over for Japans olympiske komité udtryk for, at flere kvinder i ledelsen ikke nødvendigvis var en god idé.

    – Hvis man øger antallet ad kvinder i komitéen, og man ikke begrænser der taletid, har de svært ved at stoppe, hvilket er irriterende, lød det fra Mori.

    Den kommentar faldt mange mennesker for brystet, og 83-årige Mori er siden blevet kritiseret heftigt fra flere sider.

    Da han undskyldte sin kommentar, mildnede det heller ikke stemningen omkring ham.

    – Jeg taler ikke så meget med kvinder, lød det fra Mori.

    Den undskyldning vandt ikke meget sympati, og efter flere dages pres fra både ind- og udland er det nu officielt, at OL-arrangøren skal have ny chef.

    Det sker blot et halvt år før legenes begyndelse i Tokyo, og endnu er det uvist, hvem der skal overtage posten fra Mori.

    Egentlig havde han selv valgt sin efterfølger i skikkelse af 84-årige Saburo Kawabuchi, men det mødte også straks kritik.

    Dels at Mori selv skulle udvælge sin efterfølger, og dels at chefstolen skulle overtages af en anden aldrende mand. Kritiske røster mente ikke, at det ændrede ret meget på det kvindesyn, som Mori tilsyneladende havde.

    Derfor blev der heller ikke udnævnt en ny OL-chef med det samme.

    Yoshiro Mori er tidligere premierminister i Japan fra 2000 til 2001 og har tidligere også bestredet tre andre ministerposter i landets regering.

    /ritzau/