Som følge af et nyt udbrud af coronavirus i Victoria lukker den australske delstat ned fra klokken 23.59 fredag lokal tid og fem døgn frem.
Det oplyser delstatsleder Daniel Andrews på et pressemøde fredag eftermiddag.
Nedlukningen sker, samtidig med at der bliver spillet Australian Open i millionbyen Melbourne, der er delstatshovedstad i Victoria.
Dermed er tennisturneringen, der spilles frem til 21. februar, tvunget til at fortsætte uden tilskuere.
Det bekræfter Australian Open i en pressemeddelelse.
– Vi underretter hermed billetindehavere, spillere og personale om, at der ikke vil være nogen fans til stede på anlægget i fem dage begyndende fra lørdag den 13. februar, skriver turneringsarrangøren.
Victorias knap 6,7 millioner indbyggere placeres i en såkaldt kategori 4-nedlukning fra midnat til lørdag.
Det betyder, at indbyggerne kun må forlade deres hjem, hvis det er strengt nødvendigt. De må desuden ikke bevæge sig længere end fem kilometer væk fra hjemmet.
Samtidig lukker alle ikke-essentielle forretninger.
Meddelelsen kommer, efter at sundhedsmyndighederne i Victoria fredag morgen bekræftede fem nye tilfælde af coronavirus, hvilket bringer det samlede antal bekræftede sager de seneste dage op på 13.
En af de smittede personer tilbragte over otte timer på en lufthavnscafé i Melbourne Airport i tirsdags.
Delstatens seneste virusudbrud begyndte på lufthavnshotellet Holiday Inn Melbourne Airport i sidste uge.
Smittetilfældene på hotellet formodes at være den britiske variant af coronavirusset, som har vist sig at være mere smitsom og sværere at inddæmme end den oprindeligt virusvariant.
Victoria har tidligere været i centrum for Australiens kamp mod coronapandemien.
I hele 112 dage sidste år var Melbournes 4,9 millioner indbyggere således under ordre om at blive hjemme i et forsøg på at begrænse smittespredningen.
/ritzau/











