Aalborg Håndbold skulle på tirsdag have været på besøg hos tyske THW Kiel i herrernes Champions League, men den kamp er nu udsat.
Det skriver den nordjyske håndboldklub på sin hjemmeside.
Årsagen er, at en spiller i THW Kiel, som er forsvarende Champions League-mester, i weekenden afleverede en positiv coronatest.
Ifølge Aalborg Håndbold skal hele den tyske trup nu være i isolation frem til 19. februar.
Det er anden gang, at Aalborg Håndbolds udekamp mod THW Kiel bliver udsat.
Første gang var i begyndelsen af december. Dengang var det også coronasmitte i den tyske trup, der gjorde udslaget.
Hvornår den udsatte kamp skal gennemføres, melder historien endnu intet om. Det skal Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) finde ud af i samarbejde med de to klubber.
Den danske Kiel-keeper Niklas Landin var tidligere på ugen ude at ytre sin bekymring for situationen efter det nye coronatilfælde i truppen.
– Hvordan vi klarer resten af sæsonen, er det store spørgsmål. Det bliver mere og mere presset med vores program.
– Jeg håber, at vi ikke igen må afbryde sæsonen. Det kan i værste fald blive et tema, sagde Niklas Landin til tv-stationen NDR.
Coronapandemien har allerede sat sit præg på håndboldens Champions League.
Onsdag kom det frem, at man i kvindernes turnering lader alle 16 hold i det indledende gruppespil gå videre til knockoutfasen.
Det samme gør sig gældende for herrernes turnering, fremgår det af EHF’s hjemmeside.
Det bekræftes af Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold, som dog ikke har fået en officiel melding om sagen fra EHF.
/ritzau/











