Den saudiarabiske aktivist for kvinderettigheder Loujain al-Hathloul er blevet løsladt efter næsten tre år i fængsel i Saudi-Arabien.
Det oplyser hendes søster Lina på Twitter.
– Loujain er hjemme!!!!!!, skriver søsteren.
Den 31-årige aktivist blev anholdt i maj 2018. Hun blev idømt næsten seks år i fængsel, men er altså nu løsladt efter knap tre år i fængsel.
Loujain al-Hathloul har blandt andet markeret sig i kampen for kvinders ret til at køre bil.
Forbuddet, mod at kvinder kører bil, blev ophævet, lige før Hathloul i 2018 blev anholdt sammen med ti andre kvindeaktivister.
/ritzau/Reuters











