Nyt tysk anlæg skal sprøjte eftertragtede vacciner ud til EU

    Et helt nyt, stort anlæg i Tyskland har onsdag taget hul på produktionen af coronavaccine fra Pfizer/BioNTech.

    Det ventes at give et betragteligt løft til antallet af tilgængelige vacciner i EU.

    – Vi har indledt de første skridt i vaccineproduktionen på vores anlæg i Marburg, oplyser tyske BioNTech i en udtalelse.

    Marburg ligger i det centrale Tyskland cirka 100 kilometer nord for Frankfurt.

    Det nye anlæg skal producere mRNA. Det er det aktive stof i vaccinen, der er udviklet i samarbejde mellem BioNTech og amerikanske Pfizer.

    Planen er, at det nye anlæg i Marburg skal producere 250 millioner vaccinedoser i den første halvdel af 2021.

    Når produktionen er helt oppe at køre, skal anlægget efter planen kunne producere 750 millioner doser årligt. Det vil ifølge BioNTech gøre det til “en af de største producenter af mRNA” i Europa.

    EU har bestilt 600 millioner af Pfizer/BioNTech-vaccinen.

    I januar meddelte producenten, at man ikke ville kunne levere vaccinerne så hurtigt som ventet. Derfor har EU’s lande endnu ikke fået lige så mange af de eftertragtede vacciner, som de i første omgang havde håbet på.

    I Danmark er Pfizer/BioNTech-vaccinen den hidtil klart mest udbredte.

    I den seneste opgørelse fra tirsdag havde 194.141 personer fået enten det første eller begge stik med den vaccine.

    7824 personer havde fået et eller to stik med vaccinen fra Moderna.

    Den tredje og sidste vaccine, der er godkendt i Danmark, er fra AstraZeneca. De første doser af den ankom til Danmark lørdag.

    /ritzau/dpa