Et indonesisk flystyrt, der i januar kostede 62 personer livet, kan have være forårsaget af problemer med flyets automatiske gashåndtag.
Det fremgår af den indledende rapport om styrtet.
Efter at flyet havde nået knap 2500 meters højde bevægede det venstre gashåndtag sig tilbage, mens det højre forblev i sin position. Det siger efterforsker Nurcayho Utomo fra landets ministerium for transportsikkerhed.
Flyet endte med at tippe og påbegyndte et styrt ned i Javahavet.
– Vi ved, at det venstre gashåndtag bevægede sig baglæns.
– Vi ved ikke, om det var i stykker eller ej, men der var uregelmæssigheder, fordi det venstre bevægede sig langt tilbage, og det gjorde det højre ikke, og det virkede lidt som om, at det sad fast, siger efterforsker Nurcayho Utomo.
Flyet, et Boeing 737-500 fra Sriwijaya Air, lettede fra Jakartas lufthavn lørdag den 9. januar, og forbindelsen til det blev mistet kort tid efter.
Flightradar24, som er en tjeneste, der følger lufttrafikken, skrev dengang på Twitter, at flyet mistede mere end 10.000 fods højde – cirka tre kilometer – på mindre end et minut. Det skete, fire minutter efter at det var lettet.
Det styrtede Boeing-fly var tidligere blevet brugt af amerikanske luftfartsselskaber og havde omkring 26 år på bagen.
Boeing har inden for de seneste år været ramt af andre ulykker. To af deres 737 MAX-fly styrtede i 2018 og 2019 i henholdsvis Indonesien og Etiopien. I alt 346 mennesker mistede livet i de to styrt.
Der blev efterfølgende indført et flyveforbud mod Boeings særlige flytype – et forbud, som flere luftfartsmyndigheder i januar ophævede.
Flyet, der styrtede i januar, var ikke et MAX-fly.
/ritzau/Reuters











