Dyrere tobak har i januar været med til at øge inflationen en smule i forhold til måneden før.
Det fremgår af en opgørelse fra Danmarks Statistik.
Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid. Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge. Men man vil gerne have en lille, stabil inflation i økonomien, fordi det holder gang i forbruget.
Tallene fra Danmarks Statistik viser, at inflationen i januar var 0,6 procent. Det er et lille nøk op i forhold til december, hvor inflationen var 0,5 procent.
Det er særligt forhøjelsen af tobaksafgifterne i sidste forår, som fortsat trækker inflationen op.
Prisen på tobak var i januar 36,3 procent højere end samme måned året før.
Trods den lille stigning er inflationen i et historisk perspektiv stadig meget lav. Det vurderer cheføkonom Niklas Praefke fra Ledernes Hovedorganisation.
– Coronakrisen har lagt en massiv dæmper på den økonomiske aktivitet, og det har taget toppen af prisstigningerne, som sidste år var de laveste i fire år.
– I april og maj var inflationen helt nede at bunde på 0 procent, bemærker han i en skriftlig kommentar.
/ritzau/











