Vestas tjener flere penge på større salg til USA

    En stigende omsætning fra landene i Nord- og Sydamerika har sidste år været med til at løfte Vestas’ samlede salg.

    Faktisk er det blevet løftet så meget, at omsætningen er endt højere end året før. Det viser Vestas’ regnskab for 2020, der er offentliggjort onsdag.

    Den samlede omsætning er endt på 110,2 milliarder kroner. Det er en stigning på 22 procent i forhold til året før.

    Bag stigningen ligger et stigende salg i blandt andet den region, der omfatter landene i Nord- og Sydamerika. Det vil derved sige eksempelvis USA. I denne region er omsætningen alene steget med 39 procent til 54,2 milliarder kroner.

    Den større omsætning har bidraget til, at Vestas har kunnet tjene flere penge i det forgangne år. Samlet ender overskuddet på 5,7 milliarder kroner. Det er en stigning på ti procent i forhold til året før.

    /ritzau/