Myanmars militær ransager Suu Kyis partikontor

    Politiet i Myanmar har tirsdag aften ransaget det afsatte regeringspartis hovedkvarter i landets største by, Yangon.

    Politiet “ransagede og ødelagde” hovedkontoret, meddeler partiet, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), på sin Facebook-side.

    En gruppe politifolk tvang sig ind i hovedkontoret omkring klokken 21.30 lokal tid (klokken 16.00 dansk tid).

    NLD blev – med regeringsleder Aung San Suu Kyi i spidsen – afsat ved et militærkup i sidste uge.

    Siden da har Suu Kyi og snesevis af andre, heriblandt landets præsident, været tilbageholdt, uden at offentligheden har hørt fra dem.

    Tirsdag var der sammenstød mellem politi og demonstranter flere steder i landet. Det var den hidtil mest voldelige dag, siden militæret kuppede sig til magten 1. februar.

    En kvinde i hovedstaden Naypyidaw er ramt af skud i hovedet og vil formentlig ikke overleve, meddeler en læge. Tre andre behandles for sår, som menes at være forårsaget af politiets gummikugler.

    Politiet affyrede skud – mest op i luften – og brugte vandkanoner for at sprede demonstranterne i Naypyidaw.

    I landets næststørste by, Mandalay, er mindst 27 mennesker anholdt.

    Titusinder har i de seneste dage været ude i gaderne i Yangon og flere andre storbyer. De kræver Suu Kyis regering genindsat.

    Statsligt tv rapporterer, at flere politifolk er kommet til skade i et forsøg på at opløse demonstrationerne. Det er første gang, at de statsstyrede medier nævner de omfattende protester i landet.

    Demonstrationerne er de største, Myanmar har oplevet siden 2007, hvor buddhistmunke stod i spidsen for et oprør mod militærstyret.

    Landet har været ledet af militære regeringer fra 1962 til 2011, hvor militæret indledte en gradvis tilbagetrækning fra politik og til dels overlod magten til en civil regering.

    Suu Kyi og hendes NLD-parti vandt i 2015 en overbevisende valgsejr med 83 procent af stemmerne og fik for første gang lov at danne regering.

    Da der i november 2020 var valg igen, sikrede NLD sig igen en tilsvarende stor jordskredssejr.

    Men militæret mener, at der er blevet snydt ved valget. Derfor afsatte det regeringen 1. februar, kort inden det nyvalgte parlament skulle samles for første gang.

    Både Myanmars valgkommission og observatører siger, at valget gik retfærdigt til.

    /ritzau/Reuters