Polske Holocaust-forskere skal undskylde bagvaskelse i bog

    To fremtrædende historikere i Polen skal undskylde for deres fremstilling af en borgmesters handlinger under Nazitysklands besættelse af Polen i Anden Verdenskrig.

    Det har en domstol i Polens hovedstad, Warszawa, bestemt tirsdag. Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Undskyldningen skal de give til borgmesterens niece Filomena Leszczynska, som rejste sagen om bagvaskelse mod de to forskere.

    I bogen skriver de to professorer, at borgmesteren i landsbyen Malinowo, som ligger i den nordøstlige del af landet, kan have været indblandet i en lokal massakre, som tyske soldater begik mod 22 jøder.

    Niecen siger, at det var helt modsat. Hendes onkel hjalp faktisk jøder og var en helt. Men “udeladelser” og “metodiske fejl” i bogen har skadet onklens omdømme, mener hun.

    Og retten vurderer altså, at de to forskere skylder hende en undskyldning.

    De skal dog ikke betale en erstatning på 165.000 kroner, som niecen forlangte.

    Dommen er ikke endelig og kan derfor ankes.

    De to forskere, der er skal undskylde, er professor Barbara Engelking, formand for Polens Internationale Auschwitzråd, og professor Jan Grabowski fra universitetet i Ottawa, Canada.

    Historikerne har skrevet bogen “Natten uden ende”. Den dokumenterer tilfælde, hvor katolske polakker deltog i folkedrab på jøder under Nazitysklands besættelse af Polen i Anden Verdenskrig.

    Dommen er blevet fulgt tæt, fordi den menes at kunne sætte en vigtig præcedens for uafhængig holocaustforskning.

    Afgørelsen er faldet på et tidspunkt, hvor der er et betændt klima, når det gælder forskning i Polens fortid.

    Kritikere beskylder regeringen for at hvidvaske Polens historie og for at tilskynde akademikere til at lade være med at forske i sager om muligt samarbejde med nazisterne.

    I 2018 vedtog Polens regering en lov, der forbyder alle at sige, at Polen var medskyldig i de forbrydelser, som blev begået af Nazityskland på polsk jord.

    Der var en strafferamme på op til tre år for at bryde loven.

    Det udløste et internationalt ramaskrig, så den lange fængselsstraf blev droppet.

    Under Tysklands besættelse af Polen fra 1939 til 1945 blev seks millioner polakker dræbt, herunder tre millioner jøder.

    /ritzau/