Den danske tennisspiller og grand slam-debutant Mikael Torpegaard er færdig i Australian Open efter nederlag i første runde til sydafrikaneren Lloyd Harris i fire sæt.
Men Torpegaard, der var kommet ind i turneringen som “lucky loser”, havde ære af kampen. Danskeren gik uimponeret til opgaven mod den højere rangerede Harris og vandt første sæt 6-4.
Men derefter fik Harris overtaget, og sydafrikaneren vandt de tre næste sæt med 6-3, 6-2 og 6-2.
Trods nederlaget rejser Torpegaard fra Melbourne med en stor præmiecheck. Alle tabere i første runde af Australian Open er sikret 100.000 australske dollar.
/ritzau/











